Koloristisk perfektion og menneskelig solidaritet   

Birgitte Hamilton er helt overordnet først og fremmest inspireret af Henri Matisse. De afstemte farveharmonier, den decentrale komposition, de bratte afskæringer og interessen for den dekorative værdi i tapet-, tøj, og voksdugsmønstre er alt sammen noget, der danner hovedessensen i et Matisse-maleri. Og det er der ikke noget odiøst i, for Matisse har med sin malemåde skabt en kunstnerisk norm, der er tidløs og almen.

 Udover disse koloristiske og kompositoriske ligheder har Birgitte Hamilton imidlertid sin helt egen hamiltonske måde at male på. En måde, der især har med historiefortællinger at gøre. Birgitte Hamilton nøjes nemlig ikke med at skabe nogle sammenhængende kompositioner. Hun indbygger i sine malerier også altid en lille fortælling, der med sin egen diskrete charme tilføjer billederne en ny dimension.
En dimension, der især har med dyr at gøre: en kat, der mageligt henslængt sultent betragter en udstoppet måge, ser spørgende op på sin ejer eller bare hviler sig på sin egen uudgrundelige, katteagtige måde. Eller en hund, der på sin spøjse, logrende og trofaste hundeagtige facon afventer sin herres næste træk. Altså, kat: gådefuld,individualistisk, hund: nem at læse, afrettelig. På samme måde er de mennesker, der befinder sig på billederne – og det vil i Birgitte Hamiltons tilfælde altid sige kvinder – også aflæselige. De kan være lykkelige og i harmoni med sig selv, distræte og lettere fraværende eller bekymrede over om den isanretning, de om lidt skal sætte tænderne i, nu også er for kalorierig. Med andre ord: ingen strindbergske familiedramaer, men underfundige, subtile og først og fremmest humoristiske beretninger om menneskeskæbner, malet med yderst diskrete virkemidler. Et blik, et bestemt drag om munden eller en skulders position er nok til, at vi kan forstå og læse det menneske, vi ser på lærredet.

Skal man bruge ét tillægsord til at beskrive de personer, vi ser på malerierne, er det solidaritet. Birgitte Hamilton forstår og kan lide de kvinder, hun maler. De er måske ikke perfekte, men de hviler i sig selv. En følelse, der breder sig til beskueren, som straks føler sig på bølgelængde med dem. Den afslappede stemning, der er varemærket i Birgitte Hamiltons malerier, er imidlertid ikke resultatet af en speciel afslappet malemåde. Tværtimod er det tydeligt, at der er tænkt længe og grundigt over den komposition og de farveharmonier, som præger hvert enkelt billede. Det kan godt være, at det ser nemt ud, men de skarpe billedbeskæringer og den balance mellem komplementærfarver, mellem varme og kolde toner og mellem mættede og umættede farver, der kendetegner hendes malerier, er resultatet af lange og svære overvejelser. Overvejelser, der langt overvejende ender godt og lykkeligt, for Birgitte Hamilton er en endog meget ferm og dygtig maler.

Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen,

Bachelor i Kunsthistorie.